Det hele menneske: at balancere mellem alle livets facetter

Vi lever i en kultur, hvor det mentale ofte får førsteprioritet. Hvor titler, præstationer og målbare resultater sætter dagsordenen. Og hvor vi let kommer til at glemme, at vi først og fremmest bare er mennesker. Med følelser, krop, historie og et indre landskab.
Men hvad sker der, når vi ikke længere mærker os selv? Når vi bliver reduceret til funktioner og roller og ikke får lov til at være hele mennesker? Jeg vil i denne artikel spore mig ind på, hvordan vi som mennesker balancerer alle livets facetter.

KRYDSPRESSET I HVERDAGEN

Det er efterhånden blevet normen, at man går rundt og føler sig presset. Ikke kun af travlhed, men af det krydspres, der opstår, når vi skal agere i mange arenaer på én gang. 

Vi skal udvikle os fagligt, være følelsesmæssigt tilgængelige i relationer, leve sundt, præstere på arbejdet og samtidig fremstå rolige, helstøbte og helst lidt inspirerende. Vi sammenligner os med billeder og idealer. På sociale medier, i arbejdskulturer og i vores egne forventninger. Her kan vi miste kontakten til vores egne behov, rytmer og værdier.

NÅR VI GLEMMER KROPPEN, GLEMMER VI OGSÅ OS SELV.

Rigtig mange i Vesten er rigtig gode til at mentalisere. De er gode til at tænke og analysere, og meget foregår oppe i hovedet. For nogle kan det være vanskeligt at komme fra en arbejdsdag, hvor man har brugt sin hjerne og sit hoved rigtig meget, og så tro, at man bare kan komme hjem og sidde i meditation, og så falder kroppen til ro, og tankerne falder også til ro.

Derfor arbejder jeg bevidst med kroppen som vej til nærvær. Ikke som en ekstra øvelse, men som en nødvendighed. Ofte, når vi er meget i hovedet, så glemmer vi også lidt, at vi har en krop. Så er det først, når den begynder at gøre ondt, vi opdager den. 

Jeg benytter mig af kropsscanning, dans, yoga, åndedræt og bevægelse som indgange til min egen og mine klienters stilhed og fordybelse. Og effekten er mærkbar: Jeg kan i hvert fald se, at hos rigtig mange har det en gavnlig effekt at prøve at gøre noget med kroppen, inden man sætter sig hen i en meditation.

FRA PRÆSTATION TIL KONTAKT‍

Mit ønske er at udfordre idéen om, at meditation altid skal se ud på en bestemt måde. For mig er det ikke et spørgsmål om at præstere en særlig sindstilstand, men om at komme hjem til sig selv. 

Meditation behøver ikke kun at ske, når du sidder i en lotusstilling. Du kan sagtens have en meditativ tilgang, når du går en tur, eller som i yogaen, hvor du via åndedrættet og bevægelsen skaber en vej ind i tilstedeværelse.

Og det starter med noget så enkelt som at sanse. Bare det at få lov til at lande i kroppen og tage nogle dybe åndedrag – mærke underlaget, hvor hænderne hviler, hvordan fødderne har kontakt med gulvet. Det er en forankring.

AT FÅ LOV TIL AT VÆRE MENNESKE – OGSÅ PÅ ARBEJDET

Men det handler ikke kun om kroppen eller om stilhed. Det handler om at kunne være sig selv. Også i de arenaer, hvor vi ofte er mest på: arbejdet, familien, de sociale sammenhænge. 

Jeg ser et dybt behov for, at mennesker får lov at være hele mennesker. Også i det professionelle liv. At autenticitet ikke er forbeholdt fritiden, men noget vi bærer med os ind i alle de rum, vi færdes i.

For mig var det enormt vigtigt at kunne gå på arbejde, selvom min far var meget syg. Og jeg var taknemmelig for, at jeg blev mødt i det. At jeg kunne være ærlig om nogle ting, og stadig gøre mit arbejde – bare på en anden måde.

Det blev en konkret oplevelse af, hvad det vil sige at være et helt menneske i en professionel sammenhæng. Ikke fordi alt skal lægges på bordet, men fordi vi fungerer bedst, når vi ikke skal skjule vigtige dele af os selv. 

Det handler ikke om at bruge sin leder som terapeut. Men om at kunne være åben og ærlig. For selvfølgelig vil det påvirke den måde, man arbejder på.

TILPASNING ELLER SELVFORLADELSE?‍

Vi tilpasser os alle. Det er en sund mekanisme. Det er sådan, vi indgår i fællesskaber. Men for mig er det vigtigt at skelne. Der er forskel på at tilpasse sig og på at forlade sig selv. Hvis du ikke har styr på dit indre kompas, dine egne værdier, så kan du komme til at tilsidesætte dig selv så meget, at du går for meget på kompromis.

Og konsekvensen? Den er vi mange der kender: udbrændthed, meningsløshed, stress. 

Det svarer lidt til at du overskrider dine egne grænser. Ikke med vold, men fordi du mister kontakt til dig selv. Og det kan dybest set gøre dig syg.

HVEM ER JEG – OGSÅ NÅR JEG IKKE PRØVER AT VÆRE NOGET BESTEMT?‍

Det helt store spørgsmål lurer under alt dette: Hvem er jeg egentlig?

Vi er vant til, at der skal være et facit. Men som menneske er du både far, tidligere fodboldspiller, en krop, en stemning, et nærvær. Du er ikke én ting. 

Og det er netop det, der er spændende at arbejde med. At hjælpe mennesker med at turde stille sig selv det spørgsmål. Ikke for at finde ét svar, men for at komme i kontakt med deres essens.

DET HELE MENNESKE I PRAKSIS‍

At leve som et helt menneske kræver mod. Det kræver bevidsthed. Og det kræver støtte. Det starter med kroppen og fortsætter ind i relationer, i arbejdslivet, i måden vi taler om os selv og hinanden på.
‍
Når vi synes, at vi skal lukke ned for dele af os selv, så bliver vi også ufrie. Og det bliver ikke autentisk. Og det, kan jeg bare se, slider på mange mennesker.

Derfor er arbejdet med det hele menneske ikke luksus. Det er nødvendigt. For din sundhed. For din mening. For dit liv.

Det hele menneske bor allerede i dig. Det venter blot på, at du tør åbne døren. Og ikke mindst tage det alvorligt.